Natur og naturfænomener

I Børnehuset Blæksprutten vil vi arbejde på og bestræbe os på at:
- Alle børn oplever glæde ved at lege, bruge kroppen, sanserne, fantasien og færdes i naturen
- Alle børn får kendskab til og oplevelser med de forskellige årstider.
- Alle børn oplever naturen som kilde til rum for leg, oplevelser, udforskning og viden og får kendskab til og erfaringer med dyr og planter.
- Alle børn udvikler respekt for naturen og miljøet.
- Alle børn oplever i skoven "at tiden står stille", at der ikke er så mange afbrydelser og konflikter og der er tid og ro til fordybelse; og på denne måde får mulighed for at "gribe, før de kan begribe".

Midler/metoder:

- Vi er ude i al slags vejr - leger med vand på legepladsen eller bader i søen om sommeren; leger med vandet i vandpytterne eller tramper i dem i regnvejr; slås med sne, laver snemænd og kælker om vinteren, slås med blade i skoven om efteråret o.s.v.
- Vi samler bær til syltetøj eller tærter; vi samler grene, kogler, blade, sten m.m. til at lave kreative ting med eller samler ting til udstilling i vores forundringsskabe.
- Vi tager på skovture, hvor vi ser på insekter og andre smådyr i lupper el. i opstillede dyrefælder; studerer skovsnegle; bruger reb til at klatre op af en skrænt med eller lave en "slynge"; snitter i pinde; bygger huler; laver fantasi-trolde af skovens materialer; snakker om årstiderne, dyrelivet, plantelivet og hvordan man færdes i naturen; leger, kravler og klatrer i det kuperede terræn; bruger vores sanser ved at lugte, lytte, se og mærke naturens gang og ikke mindst nyder vores medbragte mad og drikke.
- Vi laver bål på legepladsen, hvor vi ofte laver bålmad, popcorn eller snobrød.
- Vi fodrer ænder og fugle ved de omkringliggende søer.
- Vi tager på fisketure - mest til "Den Kunstige Sø" for at fange haletudser, som ofte tages med hjem, så vi kan studere deres udvikling, hvorefter de slippes ud igen.
- Vi tager på "Fritidsgården" for at se/ omgås dyrene, lege, køre "ræs" og i det hele taget bruge dens mange fine aktivitetsmuligheder.
- Vi tager på "Aqua" for at se og opleve dyrene og naturen omkring Silkeborg samt lege på deres legeplads med masser af motoriske udfordringer.
-Vi tager andre ture rundt til steder i Silkeborg for at se/opleve naturen og give børnene oplevelser af deres egen by og dennes muligheder.
- Vi sår frø i potter og ser dem spire frem eller sår karse til påske.